|

Julemærkehjemmet Skælskør er det yngste af landets 4 tilbageværende julemærkehjem. Det blev indviet den 14. december 1962 og har i dag 48 børn fordelt på 2-mandsværelser på 3 afdelinger - "Højen", "Skrænten" og "Fjorden". Børnene - i alderen 10 - 14 år - kommer med forskellige symptomer, herunder overvægt, på, at de ikke trives optimalt i dagligdagen. Vi møder triste, opgivende, mobbede, udelukkede og ensomme børn. De lettere psyko-sociale problemer gør, at børnene har behov for et pusterum, nye synsvinkler på tilværelsen og for en dels vedkommende det at komme ud over sofakanten, - at blive hjulpet til at komme over deres "Jeg-kan-ikke" og "Jeg-gider-ikke"-hurdler.

Børnene får mange "Jeg-kan-oplevelser" gennem daglige aktiviteter i naturen og på Julemærkehjemmets dejlige, 5 tdr. land store grund. Som en pædagog sagde på en forældredag: Vi tager jeres børn med helt derud, hvor de ikke havde drømt om at komme fysisk, da de sad hjemme i sofaen, og så sørger vi for, at de kommer hjem igen! Ændrede kost- og motionsnormer, selvtillidsløftende udfordringer og den pædagogiske indsats gør, at mange børn kommer hjem med en helt anden udstråling, en mere hensigtsmæssig adfærd og en forbedret livskvalitet uden mobning.

I 2002 havde 207 børn ophold i Skælskør. Deraf var 197 overvægtige - og de tabte tilsammen 1,9 tons. Ud fra det kunne laves en sjov avisoverskrift: ”35 børn forsvundet fra Julemærkehjemmet i løbet af et år”. De overvægtige børn opnår dermed på 10 ugers ophold et gennemsnitligt vægttab på næsten 10 kg – nogle på 4 – 5 kg, andre på 23 – 24 kg. Vægttabet opleves af børnene som en dejlig gevinst i sig selv; men det kan også ses som et af de vigtige midler til at nå ”hovedgevinsten”, nemlig: Den største "gevinst" for mange af børnene vil dog vedblive at være: - Nye vinkler på tilværelsen - Større selvværd og selvtillid – ”Jeg kan og jeg gider” - Tilegnelse af normer og sociale ”færdselsregler” - Indsigt i egne kompetencer og handlemuligheder - Indsigt i egen virkning på omgivelserne - Opnåelse af kammerater/venner - Positiv udstråling
Det giver barnet bedre basis for at klare hverdagsproblemerne, når det kommer hjem igen. I hele den proces er ikke mindst forældresamarbejdet yderst vigtigt.

Gennem projektmidler fra Indenrigs- og sundhedsministeriet har Julemærkehjemmene gennem et par år arbejdet med parallelle aktiviteter til selve julemærkehjemsarbejdet. Der er startet en kommunal tovholderfunktion i mange kommuner, hvor barnet og dets forældre via Julemærkehjemmet tilbydes opbakning før, under og efter barnets ophold. Når projektet er slut, skulle funktionen gerne være indarbejdet i hverdagen. De to sidste somre har de fire julemærkehjem haft hver en 3-ugers sommer-camp med forskelligt indhold. I Skælskør var det en vellykket idræts-camp for 24 overvægtige 14 – 16-årige. Det nyeste projekt er en Julemærkehjems-chatside, hvor børn, der på julemærkehjem eller har været det, kan holde kontakten med kammerater/venner ved lige. Det har været væsentligt i udviklingen af side at sætte chat-sikkerheden i højsædet. Der er også mulighed for at følge sin vægtudvikling og på åbne sider at søge informationer om bl.a. kost og motion.

|